Over sorte heder rider han Stille løfter han sit sværd Og forsvinder in i tågelandet
Over sorte heder rider han Stille løfter han sit sværd Og forsvinder ind i tågelandet
Over fjeldene og ind i skovåbningen Han bliver ramt af en skærende kulde Mens mørket sænker sig dybt over ham
Stille fælder han en tåre over hans Forfædre som for altid er glemt...
Han ser den gamle grahøj åbne sig Rundt vandrer trolde of jætter på Deres vanlige natfærd...
Tågen ligger tykt denne vinternat Stille rider han videre på de mørke stier Skumringen svæver stærkt i hans frosne skov
Hans sorte kappe anes langt derfra Dybt i skovens bund ved de han er nær Frygtløs gennem vinterskoven rider han Som var han bundet af en andedn sjæl...
Over sorte heder rider han I denne nat er ingenting stille De krogede grene spejles i månelyset Til man ikke kan se ham fra højen stor
Videre kommer han nær Skoven vil ikke tage ende Vildfaren er end ikke han Han rider gennem den sorte nat
Han stopper ved en cirkel af ege Skumle huler under stenene ved højen stor Ham ved at flere øjne beskuer hans mørke sing Men stille forsvinder han igen...
I udkanten af buskområdet I søens måneskær, hvor kun åmændene holder til Han får et glimt af nattejægeren der forsvinder i horisonten En empusa kalder i det fjerne, men videre rider han...
Skovfolket trækker langsomt ud igen De skuer efter ham, me tågen overtager Stille...inden han forsvinder i horistonten Or rider over de sorte heder igen...