1. Liden Kirsten, Liden Kirsten, træd dansen for mig; - og jeg vender mig om en silkesærk fin, ja den giver jeg dig. - for jeg tænkte, der var ingen der, sku' kende mig 2. En silkesærk fin jeg vel selv den formår, - og jeg vender mig om men ej træder jeg dansen for kongesønnen i år. - for jeg tænkte, der var ingen, der sku' kende mig 3. Liden Kirsten, Liden Kirsten, træd dansen for mig; En sølvslagen kniv, så den giver jeg dig. 4. En sølvslagen kniv jeg vel selv den formår, men ej træder jeg dansen for kongesønnen i år. 5. Liden Kirsten, Liden Kirsten, træd dansen for mig; al min ære og tro, ja den giver jeg dig. 6. Liden Kirsten hun trådte udi dansen så let: femten riddere så skønne, dem dansed' hun træt. 7. Liden Kirsten hun trådte udi dansen så hård, indtil blodet over de sølvspændte sko står. 8. De lagde over hende det skarlagen skind, og så fulgte de hende i stenstuen ind. 9. De bredte for hende den kappe så blå. Der fødte Liden Kirsten to sønner så små. 10. Dannerkongen han ganger for sengen at stå: "Sig mig, hvem er fader til sønnerne små?" 11. "De var otte, de var otte, som i bur mit brød ind; kun en af dem var det som tog æren min. 12. Men jeg så ikke andet i den mørkeste nat end et bølget gevandt og en bredskygget hat." 13. Liden Kirsten, Liden Kirsten, fortæl mig så god: Hvad gav han dig så for din ære og din tro?" 14. "For æren han gav mig en silkesærk fin; den sled jeg med stor angst i smerten min. 15. Og han skænked mig også en sølvslagen kniv; jeg ville ønske den sad ham i hans unge liv." 16. "Liden Kirsten, Liden Kirsten, forband ham ej så, for jeg selv er jo fader til sønnerne små." 17. Han tog Liden Kirsten, Liden Kirsten i sin favn - for jeg vender mig om og skænked' hende guldkron' og dronningenavn. - for jeg tænkte, der var ingen, der sku kende mig.