Jeg stængte for mit Paradis, og tog dets nøgle med. Det bar tilhavs for nordlig bris! mens skønne kvinder sit forlis på havsens strand begræd. Mod syd, mod syd skar kjølens flugt de salte strømmes vand. Hvor palmen svajer stolt og smukt, i krans om oceanets bugt, jeg stak mit skib i brand. Ombord jeg sted på slettens skib, et skib på fire ben. Det skummed under piskens Hieb; jeg er en flygtig fugl; o, grib, jeg kviddrer på en gren! Anitra, du er palmens most; det må jeg saned nu! Ja, selv Angoragjedens ost er neppe halvt så sød en kost, Anitra, ak, som du!