1641, en novembermorgen. Tågen smyger sig om Ribe by og om domkirkens klokketårn. Tunger af ild under horisontens mørke sky og hanerne galer over Ribe by -og klokkerne, de ringer.
Alle sognets klokker ringer, ringer for en ny dag. Det er idag at heksen skal brænde, brænde på sin stag. Vognene skumler gennem byen over broen ud over engens græs de kører ned til bålet, der er betalt for toogtyve læs -og klokkerne, de ringer.
Og så kommer kærren ud, kærren hvor hun står, medens vinden blæser, blæser i hendes hår. Hun har været på pinebænken hvor hver tap i hjulet tæller tiden ned, der hvor helvede er en evighed. -og klokkerne, de ringer.
Heksen skal brænde! Heksen skal brænde! Hun hører stemmerne, hun ser alle disse ansigter som hun kendte men ikke kender mer. Hun har været på pinebænken hvor hver tap i hjulet tæller tiden ned, der hvor helvede er en evighed -og klokkerne, de ringer.
Der bliver stille, bålet knitrer og røgen driver sort hen over mængden der står og stirrer ind ad helvedes port. Så spredes de, båndet der bandt brister som ved et trylleslag og der er et stort hul midt iblandt dem som alle flygter fra - og klokkerne, de ringer.
Så kalder domkirkens klokker og alle søger derhen til et sted hvor fælles skyld bli'r til fælles retfærd igen. Og kirkens klokker, de ringer sjælene ind i sit favntag og over de bøjede hoveder velsigner præsten denne dag -og klokkerne, de ringer.