Forfærdeligt i Hornet Heimdal blæser På Buen, til den frygteligste Kamp, Mens Midgardsormen løfter sig og hvæser. Den skønne Regnbue hyller sig i Damp. Ned ride Guderne - da Broen brister, Og Skyen suger Dunsten som en Svamp. Sin bedste Prydelse da Himlen mister, Utgardeloke staaer for Snekkens Rand, Det sorte Flag sig ned i Bølgen sænker, Mens ud af Sumpens dunkle Mosevand, Af Jetter fuld, sig Nagelfare lister. Da seiler frem til Kamp hver Klippens Mand.
Da nærmer langsomt Mulmet sig fra Syd: Dybt i den sorte Støtte Flammen brænder Med blaalig Ild, til alle Jetters Fryd. Det Surtur er, som Afgrundsvælget sender, Den frygteligste Mulmets Kæmpe, Med stålblå Sværd.
As-Odin rider op til Kampens Færd, Med Gugner styrter Ulven han i Møde; Dog dræber Fenris Valhals Herre god, Da lyser der en stakket Morgenrøde; Der krymper Midgardsormen sig. Den vånder sig i Krigens hede. Da kommer Thor med løftet Hammer! Skønt længe Thor kun blindt i Skællet rammer.
I Døden den sig om hans Fødder snoer, Den oversprøjter ham med Gift og ser; Blod farver Panden rød, hvor Mosset gror. Thor går med Sejr bort; men blegnet bukker Sig Helten snart; ni Skridt derfra han gik, Så synker han, og brustent Øje lukker. Garm dræber Tyr; Tyr traf Uhyrets Hjerte; Fra Krogen springer Loke frem som Katten, Men Heimdal styrter ham til Nastronds Lukke, Så svinder Heimdal selv, som Farv' i Natten.
Nys glimted svage Lys, nu glimte færre. Alskabningen nedsank i Regn og Død. Da er igjen Alfader ene Herre. Jeg sang om Guders og om Verdens Nød, Nu tolker jeg det Håb, den Trøst som følger: En nyskabt Jord står frem af Havets Skød. Ungt speiler Græsset sig i friske Bølger, Biergfossens Skum skal atter Klippen tvætte, Hvor Skyen svæver og hvor Ørnen følger.