Længe har jeg trådt min vej Hvor er mine fødder dog ømme. Mørket er tæt og vinden sej. Lys, lygtemand lys. Vis mig vej – skatten vil jeg finde. Hvor er mine fødder dog ømme.
Jeg traver i skoven og løber i by’n. Jeg tror vist nok jeg har haft et syn.
En aften kom jeg til søens bred. Engen var smuk og alt åndede fred.
Da så jeg i mørket en blå-lilla mand. Han dansede rundt på tuer og vand.
Snart sprang han op og snart sprang han ned. Snart ha’de jeg glemt, hvad det var jeg hed.
Med ét var der tre af de lysende små. Jeg styrtede rundt på må og få.
Han lokked’ mig, han gløded’ som kul. Jeg løb og faldt i et mosehul.
I stedet for lykken jeg tro’de at få, Der sad jeg med mudder og andemad på.
Mit hoved det værked, min ryg gjorde ondt. Overalt hvor jeg så sprang lygtemænd rundt.
Nu går jeg og leder hver eneste nat. Jeg tror vist nok jeg har set en skat.
Tusinde mennesker hilser jeg på. Jeg ser ikke mere det som jeg så.