Solhverv - Urtidens Ekko | Текст песни

• Тексты песен
• Solhverv
• Urtidens Ekko

Det første syn, som stormede mit sind
Var de hundrede knogler, der fulgte mig ind
Mod højens indre, jeg banede mig frem,
Angsten at føle, fugtig og klam.
Ur – tidens – ekko, slørede mit sind
Avlede mine tanker, frem som et lyn
Mørkets opslugende, uendelige indre,
Mine dunkle tanker, ville lindre.

I dage vel, uden at ane
Sad jeg i mørket, lysets bane
Glemte tanker, fik mørket ud
Mens gravens kulde, bide i min hud

Tændte blev, fakler ni
Oplyste svagt, den lille vie

Da ramtes min sjæl, af underlig sult
Ved mindet om denne, vor forfædres kult

Mørkere end mørket, var denne sten
Hvilende på et alter, af den dødes ben
Blodet steg, pumpede i mine årer,
Tanken om nidværket, fyldte mig med tårer
Fristelsen voksede, blev mig for stor
At tænke på magten, der i stenen bor
Hastigt greb jeg, Assernes glød
Af gravens indre, forbandelsen lød

Ur - tidens – ekko, stormede mit sind
I den gamle verden, den kastede mig ind.

Solhverv еще тексты