En skabning af rosens mørke svælg var han Næp var han levende, næp var han mand Et udyr tyndt forklædt I menneskets form Fra hvilken turses liv sprang denne orm?,
Hvad er det der overfor mig står? Klædt i tand og klo og med filted' hår Så høj som en eg, så usselt hugget ud Intet hærdet blad kunne bryde hans pansred' hud.
Hud som den af lindorms grå skællet brynje Folkets hadske fjende. Fra hans slummervækket af vorjes lystig' lag Mord ottdød lagde han for dag.
Grendel!
Han flænged' mine frænder med hans strimed' næve For hans vrede kunn' man sig ej bjærge Deres kød var reven, deres skaller kløved' År gik før kvalen døvedes.
Han trak sig til mosen, medhans stygge rov Mætted' sig på blod og skrog Frelse må vel komme fra en fremmed kyst Før grendel slår hans sidste høst.
Grendel du nævnes, natfens dødfødt skabning Bragt på en siet vind, bragt på sorten ving Snart skal du dræbes af en kamp-klædt konning Læng' skal vi synge om grendels halshugning.