En urt hun søger; af formen er den kendt Af farve og lugt, af dens fyldige frugt De unge, de modne - og de visne, er det hændt Nogle mindre, andre større; nogle friske, andre tørre
Den véd hun finder den, den bærer ej nag; Mens hun høster, må hun strø de livgivende frø De kan ej gemme sig, de kommer for en dag Ja, det kan de tro, hun har set dem gro!
Gruttet og stødt. Findelt og malet Tørret og brændt - til aske omtrent Blandet med vand, varmet og svalet Balsam og afkog, gemt hen i en krog
Klogkonen, kærlingen; skattet og forhadt Hun hører din bøn, hun tager sin løn Uønsket, udstødt og af gud forladt Hun læger de uvel - eller slår dem ihjel.
I denne underfulde nat, når solen fra himlen er fløjen Og månens sølver lys fører hendes øjen Urter og svampe samler hun, fra ager til skov må hun gå Nogle kan lindre, mod andre kan hjerter ej stå
Udmarken er et lønligt sted, men lønsom er den og’ Underfuld og græsselig er dens lov Sagn fortæller om magter, der findes, om de søges Men i nat er det urternes kræfter, der øges
Samlet i månelyset på den allerkorteste nat Når tørret, bliver dens styrke aldrig mat Den læger mangen en dårligdom, farerne er få Dens undergørende kræfter kan man ej forsmå
Her i denne skærsommer nat finder hun den ved lugten og synet Til lægdommens værdige brug bliver den plukket, bliver den stynet
Gør dem raske, gør dem syge, blind dem, bind dem til hendes sind Køl dem, varm dem, dulm deres smerter, driv dem fra deres gode skind!
Urter kan gøre dig karsk og kvik Når brugt ifølge sæd og skik Såres herskerindens ære Kan de sindet dog fortære
Flere kan findes i nattens udmark I blomst og rod, i løv og bark Nogle er gode, andre fule I koglerskens hule
Meldrøjer - misfødsler, kramper og syner Søvnløshed helses af agermånes-dyner Fingerbøl, natskygge, brandbæger slår ihjel Kamille og hyld gør alle vel
Disse og andre urter er skåren Brugt siden tidernes morgen Lønner du vel for lyst eller lyde Af hendes kunst og gunst vil du nyde