Ja, vi elsker dette landet, som det stiger frem furet, vejrbidt over vandet med de tusen hjem. Elsker, elsker det og tænker på vor far og mor og den saganat, som sænker drømme på vor jord.
Dette landet Harald bjærged med sin kæmperad, dette landet Håkon værged, medens Øjvind kvad; Olav på det land har malet korset med sit blod, fra dets høje Sverre talet Roma midt imod.
Bønder sine økser brynte, hvor en hær drog frem; Tordenskjold langs kysten lynte, så den lystes hjem. Kvinner selv stod op og strede som de vare mænd; andre kunde bare græde; men det kom igen!
Vistnok var vi ikke mange; men vi strak dog til, da vi prøvdes nogle gange, og det stod på spil; ti vi heller landet brænte, end det kom til fald; husker bare, hvad som hændte ned på Fredrikshald!
Hårde tider har vi døjet, blev tilsidst forstødt; men i værste nød blåøjet frihed blev os født. Det gav faderkraft at bære hungersnød og krig det gav døden selv sin ære - og det gav forlig.
Fienden sit våben kasted, op visiret fór, vi med undren mod ham hasted; ti han var vor bror. Drevne frem påstand af skammen gik vi søderpå; nu vi står tre brødre sammen og skal sådan stå!
Norske mand i hus og hytte, tak din store Gud! landet vilde han beskytte, skønt det mørkt så ud. Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille læmpet, så vi vant vor ret.
Ja, vi elsker dette landet, som det stiger frem furet, vejrbidt over vandet med de tusen hjem. Og som fædres kamp har hævet det af nød til sejr, også vi, når det blir krævet, for dets fred slår lejr.