Da Trolddomen bleff hæved - & need Paa Jorden han svæved: Da som nu Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevægelse saa stoor at næsten Dend vaer Smerte
Medens han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed først: I Liivets ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv
De træller under ham Med at troskyldig Sind Fryckter ham, Een Krafft aff sand Natur, Som Sanser uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvældens Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderøst hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede Dæmon, Phantom & Varulv Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hiærte: Een Affgrund tung Som det sorte Hav Der eldsker sine Dyb
Der - Sammenkrøget I Vintrens Bund Fælder han al deris Glæde, Liiv, Mod & Haab
Maanen, stiigende paanye, Hilser ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Midnattssalme Som Fryckt i Natten væver Skald de ffromme atter falme
The spell did breake and gave release To hours amongst Mankynde But then, as now, the strayn Of living, breathing, yea ev'rie move A burden approaching payn
Dishearten'd he was As he wander'd with men On the surface of life - no change No change as the Beast within
They fear him, these fooles A power pure, nature unveil'd Perception sans delusion
Amongst them he walks unseen Like a tint if Twilight The breath of Night
No voice of God did tell Man what He did hide Werewolf & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to what they fear'd
But he - In his heart: An abyss unfathomable As teh blacken'd sea Which loves its deeps
There - An animal shadow crawling O'er the wintry soil All Hope, Joie & Life he slayes
The Moone, rising anew, Bids him welcome from a waning sky
... And by the sounding Of his midnight psalme Feare shall be harvest agayn From the Pious hearts of men