Da Trolddomen bleff hæved - & need Paa Jorden han svæved: Da som nu Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevægelse saa stoor at næsten Dend vaer Smerte
Medens han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed først: I Liivets ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv
De træller under ham Med at troskyldig Sind Fryckter ham, Een Krafft aff sand Natur, Som Sanser uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvældens Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderøst hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede Dæmon, Phantom & Varulv Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hiærte: Een Affgrund tung Som det sorte Hav Der eldsker sine Dyb
Der - Sammenkrøget I Vintrens Bund Fælder han al deris Glæde, Liiv, Mod & Haab
Maanen, stiigende paanye, Hilser ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Midnattssalme Som Fryckt i Natten væver Skald de ffromme atter falme