Thi en Tørst; giv mig noget af hin brændende Børst! Idelig higende efter at druknes i udhungrende Qvider Lav Felen spille til Dans; Piger yndige jeg giver min Ans Ingerid, ingenlunde skal De nemme just hvor jeg lider
Til Helved med Aslak Smed Og jer Lunde-Bærmer med, Der stummes i Hvisken og Nid Paa hin Tun hvo Dansen stod Voldes nu mit vaage Taalmod Leiten er nær; velende I ere, Faafængt at begiære min Grid!
Ingen Pige velig bestrider en gyntsks for en graanets Haand O, Ve og Lede; finnes her nogen yndige der kan volde Mon?
Aat Gildes Tun blandt Hedalsfolket en Mø forkunn Lod mig Hægstadbondens Datter blindt forsømme; For dit Leie kan jeg nys komme i sortladen Lys, Thi over Mulmets Varulvham dit Blod at tømme!
Brudgommen tryglende om Hans saa kiærkomne Blom
Jeg fra Stabbur skulle hente; "Ingerid vil ei paa Laasen lette Klarer De bedaare hin Kiætte, Vil De faa een Stud til dit Traa Om De mi Ingerid vil hente!"
Saa svandt Peer; blottet for Tilsyn noget mer Hvorimod Tunet i Argskab skaaldet livlig op Men nu op i Skrænten steil de skielnet ham; Og over hans Skulder; unge Ingerids Krop!
Knoger hvidnes i Avind, der sværtes balstyrig hin Smeden attraaende efter eders Skiærsilds Hier; Hvor Hinmanden selv giør op jer Bod i idel Bel, Dog een ung Mø i hint Hurlumhei siauende tier:
"Vil min Peer da attende Til mig saa trofast vende? Hengiven skal jeg nu li, Og aldrig til nogen anden Søge Trøst; Vaar og Høst Venter jeg dig for al Tid"