Aftenen kommer, solen står rød, farvende stråler i rummet henskylle lyslængsel'ns glans i uendelig fylde; - fjældet forklares som åsyn i død. Kuplerne gløder, men længere borte tågen langs markernes blålige sorte vugger opover som glemselen før: over hin dal dækker tusen års slør. Aft'nen, hvor rød og varm, blusser af folkelarm, glødende hornmusik, blomster og brune blik. - Fortidens store står rundtom, knap kente, bundne i marmor og vente.[1]
Vesper det ringer, i rødmende luft tonernes offerdamp tåger og spredes, kirkernes hellige halvmørke bredes, aftenbøn bæver i ord og i duft. Ildbæltet over Sabinerne spænnes, blus på Kampagnen af hyrderne tændes, Roma med lamperne frembryder mat, ligesom sagn af historiens nat. Gennem den unge kvæld hopper en Saltarell'; sværmere knalder til latter og morraspil; - tankerne stræber i farver og toner trofast mod det, som forsoner.
Lyset har tabt i sin lydløse kamp, himmelen hvælver de dunkelblå buer, dybt fra dens evighed stjærnerne luer, jordmassen synker i tåge og damp. Øjnene flygter fra mørket mod staden, møder et ligtog med fakler i gaden; natten det søger, men lysenes flag vifter dog håb fra den evige dag. Muntert en mandolin lyder til dans og vin, munkesang, gadeleg døves af tappenstreg; - gennem det drømmende livsårens banken glimter med daglys i tanken.
Stille det bliver, end dunklere blå himmelen våger og venter; - opunder fortid, som drømmer, og fremtid, som stunder, usikre blus i det rugende grå! Men de vil samle sig! Roma fremstige lystændt en nat for Italiens rige: klokkerne kime, kanonerne slå, minnerne flamme på fremtidens blå! - Yndig om håb og tro op mod nygifte to, jubler en sanger til cither og fløjtespil. Stærkere længsler får barnesød hvile; - mindre tør vågne og smile.